Den grimme ælling

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet voksede store skræppeblade, der var så høje, at små børn kunne stå oprejste under de største; der var lige så vildsomt derinde, som i den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede; hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten ked af det, fordi det varede så længe, og hun sjælden fik visit; de andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne, end at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snadre med hende.

Endelig knagede det ene æg efter det andet: “pip! pip!” sagde det, alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud.

“Rap! rap!” sagde hun, og så rappede de sig alt hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade, og moderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.

“Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes plads, end da de lå inde i ægget.

“Tror I, det er hele verden!” sagde moderen, “den strækker sig langt på den anden side haven, lige ind i præstens mark! men der har jeg aldrig været! – I er her dog vel alle sammen!” – og så rejste hun sig op, “nej, jeg har ikke alle! det største æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! nu er jeg snart ked af det!” og så lagde hun sig igen.

“Nå hvordan går det?” sagde en gammel and, som kom for at gøre visit.

“Det varer så længe med det ene æg!” sagde anden, som lå; “der vil ikke gå hul på det! men nu skal du se de andre! de er de dejligste ællinger jeg har set! de ligner alle sammen deres fader, det skarn han kommer ikke og besøger mig.”

“Lad mig se det æg, der ikke vil revne!” sagde den gamle. “Du kan tro, at det er et kalkunæg! således er jeg også blevet narret engang, og jeg havde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! jeg kunne ikke få dem ud! jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! – Lad mig se ægget! jo, det er et kalkunæg! lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!”

“Jeg vil dog ligge på det lidt endnu!” sagde anden; “har jeg nu ligget så længe, så kan jeg ligge dyrehavstiden med!”

“Vær så god!” sagde den gamle and, og så gik hun.

Endelig revnede det store æg. “Pip! pip!” sagde ungen og væltede ud; han var så stor og styg. Anden så på ham: “Det er da en forfærdelig stor ælling den!” sagde hun; “ingen af de andre ser sådan ud! det skulle dog vel aldrig være en kalkunkylling! nå, det skal vi snart komme efter! i vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!”

Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede på alle de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen: plask! sprang hun i vandet: “rap! rap!” sagde hun og den ene ælling plumpede ud efter den anden; vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og flød så dejligt; benene gik af sig selv, og alle var de ude, selv den stygge, grå unge svømmede med.

“Nej, det er ingen kalkun!” sagde hun; “se hvor dejligt den bruger benene, hvor rank den holder sig! det er min egen unge! i grunden er den dog ganske køn, når man rigtig ser på den! rap! rap! – kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden, og præsentere jer i andegården, men hold jer altid nær ved mig, at ingen træder på jer, og tag jer i agt for kattene!”

Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, thi der var to familier, som sloges om et ålehoved, og så fik dog katten det.

“Se, således går det til i verden!” sagde ællingemoderen, og slikkede sig om snablen, for hun ville også have ålehovedet. “Brug nu benene!” sagde hun, “se, at I kan rappe jer, og nej med halsen for den gamle and derhenne! hun er den fornemste af dem alle her! hun er af spansk blod, derfor er hun svær, og ser I, hun har en rød klud om benet! det er noget overordentligt dejligt, og den største udmærkelse nogen and kan få, det betyder så meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kendes af dyr og af mennesker! – Rap jer! – ikke ind til bens! en velopdragen ælling sætter benene vidt fra hinanden, ligesom fader og moder! se så! nej nu med halsen og sig: rap!”

Og det gjorde de; men de andre ænder rundt om så på dem og sagde ganske højt: “Se så! nu skal vi have det slæng til! ligesom vi ikke var nok alligevel! og fy, hvor den ene ælling ser ud! ham vil vi ikke tåle!” – og straks fløj der en and hen og bed den i nakken.

“Lad ham være!” sagde moderen, “han gør jo ingen noget!”

“Ja, men han er for stor og for aparte!” sagde anden, som bed, “og så skal han nøfles!”

“Det er kønne børn, moder har!” sagde den gamle and med kluden om benet, “Alle sammen kønne, på den ene nær, den er ikke lykkedes! jeg ville ønske, hun kunne gøre den om igen!”

“Det går ikke, Deres nåde!” sagde ællingemoderen, “han er ikke køn, men han er et inderligt godt gemyt, og svømmer så dejligt, som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt til! jeg tænker han vokser sig køn, eller han med tiden bliver noget mindre! han har ligget for længe i ægget, og derfor har han ikke fået den rette skikkelse!” og så pillede hun ham i nakken og glattede på personen. “Han er desuden en andrik,” sagde hun, “og så gør det ikke så meget! jeg tror han får gode kræfter, han slår sig nok igennem!”

“De andre ællinger er nydelige!” sagde den gamle, “lad nu, som I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!” –

Og så var de, som hjemme.

Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget, og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af ænderne og hønsene. “Han er for stor!” sagde de alle sammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og troede derfor, at han var en kejser, pustede sig op som et fartøj for fulde sejl, gik lige ind på ham og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården.

Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: “Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!” og moderen sagde: “Gid du bare var langt borte!” og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden.

Da løb og fløj han hen over hegnet; de små fugle i buskene fór forskrækket i vejret; “det er fordi jeg er så styg,” tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel af sted; så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, den var så træt og sorrigfuld.

Om morgnen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat; “hvad er du for en?” spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider, og hilste så godt den kunne.

“Du er inderlig styg!” sagde vildænderne, “men det kan da være os det samme, når du ikke gifter dig ind i vor familie!” – Den stakkel! han tænkte rigtignok ikke på at gifte sig, turde han bare have lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand.

Der lå han i hele to dage, så kom der to vildgæs eller rettere vildgasser, for de var to hanner; det var ikke mange tider siden de var kommet ud af ægget, og derfor var de så raske på det.

“Hør kammerat!” sagde de, “Du er så styg at jeg kan godt lide dig! vil du drive med og være trækfugl! tæt herved i en anden mose er der nogle søde velsignede vildgæs, alle sammen frøkner, der kan sige: rap! du er i stand til at gøre din lykke, så styg er du!” – –

“Pif! paf!” lød i det samme ovenover, og begge vildgasserne faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt; pif! paf! lød det igen, og hele skarer af vildgæs fløj op af sivene, og så knaldede det igen. Der var stor jagt, jægerne lå rundt om mosen, ja nogle sad oppe i trægrenene, der strakte sig langt ud over sivene; den blå røg gik ligesom skyer ind imellem de mørke træer og hang langt hen over vandet; i mudderet kom jagthundene, klask klask; siv og rør svajede til alle sider; det var en forskrækkelse for den stakkels ælling, den drejede hovedet om for at få det under vingen, og lige i det samme stod tæt ved den en frygtelig stor hund, tungen hang ham langt ud af halsen, og øjnene skinnede grueligt fælt; han satte sit gab lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder – – og plask! plask! gik han igen uden at tage den.

“Oh Gud ske lov!” sukkede ællingen, “jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!”

Og så lå den ganske stille, mens haglene susede i sivene, og det knaldede skud på skud.

Først langt ud på dagen blev der stille, men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig, den ventede flere timer endnu, før den så sig om, og så skyndte den sig af sted fra mosen, alt hvad den kunne; den løb over mark og over eng, det var en blæst, så at den havde hårdt ved at komme af sted.

Mod aften nåede den et fattigt lille bondehus; det var så elendigt, at det ikke selv vidste til hvad side det ville falde, og så blev det stående. Blæsten susede således om ællingen, at han måtte sætte sig på halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel, og hang så skævt, at han igennem sprækken kunne smutte ind i stuen, og det gjorde han.

Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne, og katten, som hun kaldte Sønnike, kunne skyde ryg og spinde, han gnistrede sågar, men så måtte man stryge ham mod hårene; hønen havde ganske små lave ben, og derfor kaldtes den “Kykkelilavben;” den lagde godt æg, og konen holdt af den, som af sit eget barn.

Om morgnen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke.

“Hvad for noget!” sagde konen, og så rundt omkring, men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, der havde forvildet sig. “Det var jo en rar fangst!” sagde hun, “nu kan jeg få andeæg, er den bare ikke en andrik! det må vi prøve!”

Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Og katten var herre i huset og hønen var madamme, og alle tider sagde de: “vi og verden!” for de troede, at de var halvparten, og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke.

“Kan du lægge æg?” spurgte hun.

“Nej!”

“Ja, vil du så holde din mund!”

Og katten sagde: “Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?”

“Nej!”

“Ja så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!”

Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør; da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet; den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen.

“Hvad går der af dig?” spurgte hun. “Du har ingen ting at bestille, derfor kommer de nykker over dig! læg æg eller spind, så går de over.”

“Men det er så dejligt at flyde på vandet!” sagde ællingen, “så dejligt at få det over hovedet og dukke ned på bunden!”

“Ja det er en stor fornøjelse!” sagde hønen, “du er nok blevet gal! Spørg katten ad, han er den klogeste, jeg kender, om han holder af at flyde på vandet, eller dykke ned! jeg vil ikke tale om mig. – Spørg selv vort herskab, den gamle kone, klogere end hende er der ingen i verden! tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet!”

“I forstår mig ikke!” sagde ællingen.

“Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgang, du kan lære noget af! men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt at omgås dig! mig kan du tro! jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! se nu bare til, at du lægger æg og lærer at spinde eller gnistre!”

“Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!” sagde ællingen.

“Ja, gør du det!” sagde hønen.

Og så gik ællingen; Den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr var den overset for sin grimhed.

Nu faldt efteråret på, bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud; skyerne hang tunge med hagl og snefnug, og på gærdet stod ravnen og skreg “av! av!” af bare kulde; ja man kunne ordentlig fryse, når man tænkte derpå; den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt.

En aften, solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige store fugle ud af buskene, ællingen havde aldrig set nogen så smukke, de var ganske skinnende hvide, med lange, smidige halse; det var svaner, de udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer! de steg så højt, så højt, og den lille grimme ælling blev så forunderlig til mode, den drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul, rakte halsen højt op i luften efter dem, udstødte et skrig så højt og forunderligt, at den selv blev bange derved. Oh, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle, og så snart den ikke længere øjnede dem, dukkede den lige ned til bunden, og da den kom op igen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, ikke hvor de fløj hen, men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen; Den misundte dem slet ikke, hvor kunne det falde den ind at ønske sig en sådan dejlighed, den ville være glad, når bare dog ænderne ville have tålt den imellem sig! – det stakkels grimme dyr!

Og vinteren blev så kold, så kold; ællingen måtte svømme om i vandet for at holde det fra at fryse rent til; men hver nat blev hullet, hvori den svømmede, smallere og smallere; det frøs, så det knagede i isskorpen; ællingen måtte altid bruge benene, at vandet ikke skulle lukkes; til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.

Tidlig om morgnen kom en bondemand, han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op.

Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd, og fór, i forskrækkelse, lige op i mælkefadet, så at mælken skvulpede ud i stuen; konen skreg og slog hænderne i vejret, og da fløj den i truget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen; nå, hvor den kom til at se ud! og konen skreg og slog efter den med ildklemmen, og børnene løb hinanden over ende for at fange ællingen, og de lo, og de skreg! – godt var det, at døren stod åben, ud fór den imellem buskene i den nyfaldne sne – der lå den, ligesom i dvale.

Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, den måtte prøve i den hårde vinter – – den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt; lærkerne sang – det var dejligt forår.

Da løftede den på en gang sine vinger, de bruste stærkere end før og bar den kraftigt af sted; og før den ret vidste det, var den i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomst, hvor syrenerne duftede og hang på de lange, grønne grene lige ned imod de bugtede kanaler! Oh her var så dejligt, så forårsfriskt! og lige foran, ud af tykningen, kom tre dejlige, hvide svaner; de bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev betaget af en forunderlig sørgmodighed.

“Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så styg, tør nærme mig dem! men det er det samme! bedre at dræbes af dem, end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!” og den fløj ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner, disse så den og skød med brusende fjer hen imod den. “Dræb mig kun!” sagde det stakkels dyr, og bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden, – men hvad så den i det klare vand! den så under sig sit eget billede, men den var ikke længere en kluntet, sortgrå fugl, styg og fæl, den var selv en svane.

Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!

Den følte sig ordentlig glad over al den nød og genvordighed, den havde prøvet; nu skønnede den just på sin lykke, på al den dejlighed, der hilste den. – Og de store svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med næbbet.

I haven kom der nogle små børn, de kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte:

“Der er en ny!” og de andre børn jublede med: “Ja der er kommet en ny!” og de klappede i hænderne og dansede rundt; løb efter fader og moder, og der blev kastet brød og kage i vandet, og alle sagde de: “Den nye er den smukkeste! så ung og så dejlig!” og de gamle svaner nejede for den.

Da følte den sig ganske undselig og stak hovedet om bag vingerne, den vidste ikke selv hvad! den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt hjerte bliver aldrig stolt! den tænkte på, hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle; og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt, da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!”

Prinsessen på ærten

Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.

En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op.

Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.

“Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekamret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.

Dér skulle nu prinsessen ligge om natten.

Om morgnen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.

“Oh forskrækkeligt slet!” sagde prinsessen, “jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over min hele krop! det er ganske forskrækkeligt!”

Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være, uden en virkelig prinsesse.

Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.

Se, det var en rigtig historie!

Fyrtøjet

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: “God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!”

“Tak skal du have, din gamle heks!” sagde soldaten.

“Kan du se det store træ?” sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. “Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!”

“Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte soldaten.

“Hente penge!” sagde heksen, “du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!”

“Det var ikke så galt” sagde soldaten. “Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!”

“Nej” sagde heksen, “ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!”

“Nå! Lad mig få strikken om livet!” sagde soldaten.

“Her er den!” sagde heksen, “og her er mit blåternede forklæde.”

Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.

Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper og gloede på ham.

“Du er en net fyr!” sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.

“Du skulle ikke se så meget på mig!” sagde soldaten, “du kunne få ondt i øjnene!” Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv. Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!

“God aften!” sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: “Hejs mig nu op, du gamle heks!”

“Har du fyrtøjet med?” spurgte heksen!

“Det er sandt!” sagde soldaten, “det havde jeg rent glemt,” og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.

“Hvad vil du nu med det fyrtøj,” spurgte soldaten.

“Det kommer ikke dig ved!” sagde heksen, “nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!”

“Snik snak!” sagde soldaten, “vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!”

“Nej,” sagde heksen.

Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.

Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.

Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

“Hvor kan man få hende at se?” spurgte soldaten.

“Hun er slet ikke til at få at se!” sagde de alle sammen, “hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!”

“Hende gad jeg nok se!”, tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!

Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: “Hvad befaler min herre!”

“Hvad for noget!” sagde soldaten, “det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge,” sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.

Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham. 

Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.

“Det er rigtignok midt på natten,” sagde soldaten, “men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!”

Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.

Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.

“Det var såmænd en pæn historie!” sagde dronningen.

Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.

Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten. Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.

Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!

“Dér er det!” sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

“Nej dér er det, min søde mand!” sagde dronningen, der så den anden port med kors på.

“Men dér er ét og dér er ét!” sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.

Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.

Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.

“Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk,” sagde soldaten til ham, “der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!” Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.

Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!

“Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!” sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.

“Jeg vil ikke!” sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: “Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!”

Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte “hurra!” Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

SLUT